okarina

Blæseinstrument af typen hulrumsfløjte, som i sin moderne version blev opfundet i Italien i midten af 1800-tallet af teglbrænderen Giuseppe Donati (1836-1925). Imidlertid er dette moderne instrument er inspireret af lignende instrumenter af samme type, hvis historie man mener går over 12.000 år tilbage. "Ocarina" betyder "lille gås" på italiensk og henviser formentlig til, at fløjtens form ligner en gåsekrop.

Okarinaen kan spille én tone ad gangen og har en rund, blød og hul, men alligevel klar og høj klang, som er næsten uden overtoner. Den anvendes fortrinsvist til melodi- og solospil. En person, som spiller okarina, kaldes en fløjtenist.

Okarinaen tilhører gruppen af fløjter, som er en del af træblæseinstrumentfamilien. Okarinaen er traditionelt lavet af ler eller porcelæn, men kan også være lavet af plastik, metal, ben eller træ. Den er formet som et æg og har en blæsetud og 4-12 fingerhuller. Ved at åbne eller lukke hullerne med fingrene, kan musikeren styre tonehøjden. Det er størrelsen på hullerne, som bestemmer okarinaens stemning. Musikeren kan også forandre tonehøjden ved at blæse mere eller mindre kraftigt ind i instrumentet.

På okarinaen dannes lyden ved, at musikeren blæser ind i fløjten. Luftstrømmen passerer en skarp kant inde i fløjten, som derved sættes i bevægelse. Dette skaber vibrationer, som forplanter sig som svingninger i luften (lydbølger, dvs. lyd) i fløjtens indre. Okarinaen er en spaltefløjte, hvilket vil sige, at den skarpe kant, som sættes i bevægelse, sidder inden i fløjten. Læs mere om træblæseinstrumenter.