piccolofløjte

Blæseinstrument som kan spille én tone ad gangen og som er det lysest klingende medlem af tværfløjtefamilien. Piccolofløjten har en lys, klar og gennemtrængende klang og er i dag er fast medlem af de fleste symfoniorkestre.

Piccolofløjten benyttes mest i forskellige former for klassisk musik. Komponisten Ludwig van Beethoven (1770-1827) var en af de første komponister, som benyttede piccolofløjten i sine værker. En musiker, der spiller piccolofløjte, kaldes en piccolofløjtenist eller blot en fløjtenist. Mange tværfløjtenister kan også spille piccolofløjte.

Piccolofløjten stemmer ligesom den almindelige tværfløjte i c. Piccolofløjten og den almindelige tværfløjte har samme har samme noterede ambitus (fra c1 til c4).

Den almindelige tværfløjte klinger hvor den er noteret, mens piccolofløjten er et transponerende instrument som klinger en oktav over det sted den er noteret:

Piccolofløjten er et træblæseinstrument og er lavet af metal, træ eller kunstige materialer. Den består af to dele: Topstykket, hvor mundstykket sidder, og midterdelen, hvor de fleste tonehuller sidder. Piccolofløjtens tonehuller er hver især forsynet med en klap, som musikeren kan åbne eller lukke hullet med og dermed ændre tonehøjden. Tonehøjden påvirkes desuden af musikerens embouchure (læbestilling) og blæsestyrke.

På piccolofløjten dannes lyden ved, at musikeren blæser mod en skarp kant og derved sætter den i bevægelse. Dette skaber vibrationer, som forplanter sig som svingninger i luften (lydbølger, dvs. lyd) i fløjtens indre. Piccolofløjten tilhører fløjtefamilien og er sideblæst, hvilket vil sige, at hullet, som musikeren blæser ind i, sidder på siden af fløjten. Derfor holdes fløjten horisontalt under spillet. Desuden er piccolofløjten en kantfløjte, hvilket vil sige, at den skarpe kant, som sættes i bevægelse, sidder uden på fløjten. Læs mere om træblæseinstrumenter.