Grafisk afbilledning af en lyd således at man kan se dens forskellige frekvenser (dvs. tonehøjder) samlet i områder på den ene akse, mens tiden kan ses på den anden akse. På en tredje akse (i et enten tredimensionelt eller farvekodet spektrogram) kan amplituden - dvs. de enkelte frekvensområders lydstyrke - ses.
Spektrogrammer bruges i for eksempel musikinstrumentudvikling, i diagnosticering af stemmeproblemer indenfor lægevidenskaben, i radar- og sonarteknologi og i analyse af dyrelyde. Et spektrogram er ikke helt det samme som en grafisk equalizer, som man bruger når man redigerer indspillet lyd, fordi man her normalt har frekvensen på den vandrette akse, mens amplituden er på den lodrette akse.
- spectrogram