wagnertuba

Blæseinstrument som blev udviklet af komponisten Richard Wagner (1813-1883) i midten af 1800-tallet med henblik på at opnå en bestemt klangfarve, som skulle bruges til Valhallamotivet i Wagners opera Rhinguldet (1854). Wagnertubaen har en mørk, rund og kraftfuld klang og kan spille én tone ad gangen. Den er primært blevet benyttet af forskellige komponister indenfor kunstmusik efter Wagner. En musiker, der spiller wagnertuba, kaldes en hornist.

Wagnertubaen har, på trods af sit navn, ikke meget med en tuba at gøre. Den minder mere om valdhornet, fordi både mundstykket, og den anvendte fingersætning er identisk med valdhornets. Det skyldes, at instrumentet blev skabt med henblik på, at hornister skulle være i stand til at spille på det, for så behøvede Wagner ikke ansætte nye musikere i orkestret.



Wagnertubaen findes i tre udgaver, nemlig et basinstrument, der stemmer i f, et tenorinstrument, der stemmer i b og endelig en tredje såkaldt dobbelt-wagnertuba, som er en slags kombination af de to første typer, hvor hornisten, ved hjælp af en ventil, kan skifte instrumentets stemning fra f til b. f-wagnertubaen har en klingende ambitus fra H1 til c2 og b-wagnertubaen fra E til f2 (afhængigt af hornistens evner).

Wagnertubaen klinger et andet sted end der, hvor den noteres og er dermed et transponerende instrument. Præcis hvordan den noteres er der dog ikke enighed om, fordi Wagner selv praktiserede tre forskellige notationssystemer, som alle er blevet videreført sidenhen. Det mest hensigtsmæssige er dog at notere f-wagnertubaen en kvint under midter-c og b-wagnertubaen en stor sekund under midter-c, således at de noteres samme sted og deres noterede ambitus bliver Fis til g2.

Wagnertubaen tilhører gruppen af messingblæseinstrumenter og består af et spiralformet, konisk boret messingrør med tre eller fire ventiler. Ventilerne øger rørlængden, når de aktiveres, hvorved tonen gøres dybere. Derudover påvirkes tonehøjden og -karakteren også af hornistens blæsestyrke og læbestilling (embouchure). Klangstykket på wagnertubaen peger opad under spillet, således at lyden forlader instrumentet ovenud og dermed nemmere blander sig med resten af orkestrets klang.

På en wagnertuba dannes lyden ved, at musikeren med lukkede læber blæser luft igennem instrumentet. Læberne skal vibrere, sådan at de frembringer en brummende lyd (som lyden af en humlebi). Vibrationerne kanaliseres ind i instrumentet via instrumentets mundstykke og forplanter sig derefter som svingninger i luften (lyd) i instrumentets indre. Læs mere om messingblæseinstrumenter.