elguitar

Bærbart og elektrisk forstærket knipset strengeinstrument udviklet på baggrund af den akustiske guitar. Navnet kommer af det engelske ”electric guitar” som betyder ”elektrisk guitar.” Elguitaren bruges i dag til både melodi- og solospil og til akkompagnement. En musiker, der spiller elguitar, kaldes en elguitarist.

I løbet af 1920'erne og 1930'ernes USA fandt mange eksperimenter med at elektrificere guitaren sted, så den kunne spille op til datidens populære store orkestre og bigbands. Den første elektriske guitar, som for alvor blev populær, så dagens lys i 1936 (firmaet Gibsons model ES 150).

Herfra gik det stærkt med både guitarens teknologiske udvikling, fysiske fremtoning og popularitet. Siden 1950’erne har elguitaren været helt central inden for en lang række genrer indenfor populærmusikken, lige fra de første eksperimenter indenfor jazz og blues, over elguitarens gennembrud med rock og rock'n'roll i 1960’erne, til pop, metal, grunge og mange andre genrer i nyere tid.

Elguitaren består af en krop, ofte af træ, med en påmonteret hals. For enden af guitarens hals sidder hovedet, hvorpå seks eller tolv stålstrenge er sat fast i stemmeskruer (skruetvinger), som let kan strammes og løsnes. Dermed kan guitaristen selv ændre stemningen på guitaren. Den almindeligste guitarstemning er fra den dybeste til den lyseste streng E – A – d – g – h – e1, men det er også meget normalt at bruge mange andre stemninger. Guitaren er et transponerende instrument, idet den noteres en oktav over det sted, hvor den klinger. Guitarens klingende ambitus er normalt E til a2.



Guitarens strenge løber fra dens hoved henover en lille bjælke kaldet en sadel, nedad halsen og er sat fast midt på guitarens krop i en anordning kaldet en stol. Guitaristen anslår guitarens strenge med den ene hånds fingre eller et plekter i forskellige rytmiske mønstre. Strengene begynder da at vibrere og forplanter sig som svingninger i luften. Under strengene på elguitaren sidder mikrofoner kaldet "pickupper", som omformer svingningerne til et elektrisk signal. Signalet sendes videre ind i en forstærker og ud af en højtaler og omformes således til lyd.

Med den anden hånds fingre styrer guitaristen tonehøjden ved at forkorte og forlænge de forskellige strenge ved at trykke på dem på guitarens gribebræt, som sidder på instrumentets hals. På gribebrættet er normalt markeret en række bånd med en indbyrdes afstand på en halvtone.

Der findes i dag mange forskellige typer guitarer i guitarfamilien i det hele taget, men også indenfor gruppen af elguitarer. Der findes eksempelvis flere typer elguitarkroppe, hvoraf de to vigtigste at kende dels er den hule, som kaldes hollowbody, dels den massive, som kaldes en solidbody-guitar. På en hollowbody-guitar klinger kroppen med og giver en anden varmere og mere akustisk klangfarve end solidbody-guitaren, hvor vibrationerne kun kommer fra strengene.

Elguitaren adskiller sig desuden fra gruppen af akustiske guitarer som helhed ved at være elektrisk forstærket. Elguitaren har en langt mere alsidig klang end den akustiske guitar, fordi der er udviklet mange forskellige spilleteknikker og effektpedaler til at påvirke dens elektriske signal med. Læs mere om guitaren og om spilleteknikker på guitar.