Elguitar hvis krop er bygget af flere sammensatte træplader, sådan så den er hul. Hollowbody-guitarens modsætning er solidbody-guitaren, som også er en elguitar, men hvis krop er lavet af ét massivt stykke træ. Navnet kommer af det engelske ”hollow body” som betyder ”hul krop”. En musiker, der spiller hollowbody-guitar, kaldes en guitarist.
Den store forskel på en hollowbody og en solidbody ligger i de klanglige muligheder. Hollowbody-guitaren kan – i modsætning til solidbody-guitaren – producere lyd uden elektrisk forstærkning, fordi dens krop i sig selv som resonansrum forstærker de lydvibrationer, som strengene producerer. Det giver den en varm klang, også når den er elektrisk forstærket, som minder om den akustiske guitars.
Den første elguitar, som for alvor blev populær, så dagens lys i 1936 og var netop en hollowbody-guitar (firmaet Gibsons model ES 150). Dens udvikling beroede på, at man i 1920’erne og 1930’ernes USA eksperimenterede med at tilføje forstærkning til akustiske guitarer.
Hollowbody-guitarens varme klang, som nu kunne klinge sammen med andre instrumenter uden at blive overdøvet, gjorde den populær indenfor jazzen både dengang og i dag, og mange tænker på netop denne type guitar, når de bruger udtrykket ”jazzguitar”. Herudover er hollowbody-guitaren populær indenfor country og rockabilly.
Hollowbody-guitarens krop er påmonteret en hals. For enden af halsen sidder hovedet, hvorpå seks eller tolv stålstrenge er sat fast i stemmeskruer (skruetvinger), som let kan strammes og løsnes. Dermed kan guitaristen selv ændre stemningen på guitaren.
Den almindeligste guitarstemning er fra den dybeste til den lyseste streng E – A – d – g – h – e1, men det er også meget normalt at bruge mange andre stemninger. Guitaren er et transponerende instrument, idet den noteres en oktav over det sted, hvor den klinger. Guitarens klingende ambitus er normalt E til a2.
Guitarens strenge løber fra dens hoved henover en lille bjælke kaldet en sadel, nedad halsen og er sat fast midt på guitarens krop i en anordning kaldet en stol. Guitaristen anslår guitarens strenge med den ene hånds fingre eller et plekter i forskellige rytmiske mønstre. Strengene begynder da at vibrere og forplanter sig som svingninger i luften. Under strengene på guitaren sidder mikrofoner kaldet "pickupper", som omformer svingningerne til et elektrisk signal. Signalet sendes videre ind i en forstærker og ud af en højtaler og omformes således til lyd.
Med den anden hånds fingre styrer guitaristen tonehøjden ved at forkorte og forlænge de forskellige strenge ved at trykke på dem på guitarens gribebræt, som sidder på instrumentets hals. På gribebrættet er normalt markeret en række bånd med en indbyrdes afstand på en halvtone. Læs mere om guitaren og om spilleteknikker på guitar.
