hardangerfele

Strengeinstrument udviklet i området Hardanger i Norge. Den tidligste hardangerfele man kender til, er fra 1651. Indenfor musikforskningen er man ikke enige om, hvorvidt hardangerfelen oprinder fra strygeinstrumenterne violin og viola d'amore importeret fra Europas sydligere lande, eller om den i stedet oprinder fra de nordiske middelalderlige instrumenter gige og fidel. Hardangerfelen, som også kaldes en hardingfele, har sit navn fra det sted den er udviklet. Ordet ”fele” er et andet ord for ”fidel”.

Hardangerfelen blev hurtigt så populær da den kom frem, at den næsten udkonkurrerede violinen i Norges folkemusik, og den bliver - sammen med langeleiken - ofte italesat som Norges nationalinstrument. Hardangerfelen benyttes ofte til dansemusik, og er endvidere, formentlig på grund af dens særlige klang og mytiske forbindelse til Norden, blevet benyttet i en del filmmusik.

Hardangerfelen henregnes primært til strygeinstrumenterne, men kan også anslås (knipses), hvilket kaldes at spille pizzicato. Den bruges både som melodi-, solo- og akkompagnementsinstrument. En musiker, der spiller hardangerfele, kaldes en hardangerfelespiller eller en hardingfelespiller.

Hardangerfelen er lavet af træ og ofte rigt udsmykket med perlemor. Dens krop er ottetalsformet med to aflange lydhuller på forsiden og med en påmonteret hals. For enden af halsen sidder hardangerfelens hoved, hvor en række strenge sat fast i stemmeskruer (skruetvinger), som let kan strammes og løsnes. Dermed kan musikeren selv ændre stemningen på hardangerfelen. Hardangerfelen har fire strenge, som man kan spille på, samt fire-fem resonansstrenge, som blot klinger med under spillet.

Hardangerfelens strenge løber fra dens hoved henover en lille bjælke kaldet en sadel, nedad halsen og henover et stykke træ kaldet en stol, som skal overføre strengenes svingninger til hardangerfelens krop. Nederst på kroppen er strengene sat fast i en strengeholder.

Der findes mange forskellige måder at stemme en hardangerfele på. Da der tale om et transponerende instrument, noteres hardangerfelen et andet sted end der, hvor den klinger. Den almindeligste stemning er fra den dybeste til den lyseste streng h – e1 – h1 – fis2 (klingende), hvilket noteres som a – d1 – a1 – e2, idet hardangerfelen skrives en stor sekund under det sted, hvor den klinger.

Hardangerfelens resonansstrenge stemmes så de passer med de andre strenge. For en hardangerfele stemt i den almindelige stemning nævnt ovenfor, og som har fire resonansstrenge, vil resonansstrengene fra den dybeste til den højeste streng være e1 – fis1 – gis1 – h1 (klingende), hvilket noteres som d1 – e1 – fis1 – a1.

Musikeren holder hardangerfelen mod skulderen med den ene hånd og styrer samtidig tonehøjden ved at forkorte og forlænge de forskellige strenge. Dette gøres ved at trykke på dem på hardangerfelens gribebræt, som sidder på instrumentets hals.

Med den anden hånd stryger musikeren hardangerfelens strenge med en bue eller anslår strengene med fingrene. Strengene begynder da at vibrere og forplanter sig som svingninger i luften. Hulrummet inden i hardangerfelen fungerer som et resonansrum, der forstærker strengenes lyd. Resonansstrengene stryges eller anslås ikke, men klinger af sig selv med under spillet og er en vigtig del af instrumentets særlige klang.

Hardangerfelen minder om violinen på grund af sin form og på grund af den måde man spiller på den på, men den adskiller sig fra den almindelige violin på en række punkter. Dels på grund af dens resonansstrenge og rige udsmykning, dels har den kortere hals og gribebræt end violinen. Læs mere om strygeinstrumenter og om hardangerfelens plads i den skandinaviske folkemusik.