kornet

Blæseinstrument som kan spille én tone ad gangen og som blev udviklet på grundlag af posthornet i starten af 1800-tallet. Kornetten minder om trompeten, men har en mere varm og blød, men stadig klar klang. Kornettens navn kommer af det franske ”cornette” som betyder ”lille horn”.

Kornetten er et populært instrument til melodi- og solospil inden for særligt klassisk musik og jazz, og den er et vigtigt medlem af forskellige orkestertyper, som for eksempel symfoniorkestret og messingorkestret. En musiker, der spiller kornet, kaldes en kornettist.

De to vigtigste kornettyper i kornetfamilien har begge en noteret ambitus fra fis til c3. Kornetterne klinger imidlertid begge et andet sted end der, hvor de er noterede, og de er dermed transponerende instrumenter.

Den mest almindelige kornettype er b-kornetten, som er stemt i b og klinger en stor sekund under det sted den noteres (dvs. dens klingende ambitus er e til b2). Den næstmest almindelige kornettype er soprankornetten, som er stemt i es og klinger en lille terts over det sted som den noteres (dvs. dens klingende ambitus er a til es3).

Kornetten tilhører gruppen af messingblæseinstrumenter og består som trompeten af et spiralformet messingrør med tre ventiler. Imidlertid afviger kornetten fra trompeten i det, at kornettens rør er konisk boret og ikke cylindrisk boret. Kornettens ventiler øger rørlængden, når de trykkes ned, hvorved tonen gøres dybere. Uden ventiler ville kornetten kun kunne spille en del af overtonerækken, men med ventilerne er det muligt at spille kromatiske tonerækker.

På en kornet dannes lyden ved, at musikeren med lukkede læber blæser luft igennem instrumentet. Læberne skal vibrere, sådan at de frembringer en brummende lyd (som lyden af en humlebi). Vibrationerne kanaliseres ind i instrumentet via instrumentets mundstykke og forplanter sig derefter som svingninger i luften (lyd) i instrumentets indre. Kornettens tragtformede udmunding, kaldet klangstykket, gør tonen kraftigere og klarere. Læs mere om messingblæseinstrumenter.