nøgleharpe

Strengeinstrument beslægtet med drejeliren, som formentlig har været i brug siden middelalderen rundt omkring i Nordeuropa. En af kilderne til denne formodning er et stenrelief ca. 1300 e.v.t. i Källunge Kirke på Gotland i Sverige, hvor en af figurerne spiller på et nøgleharpe-lignende instrument. Nøgleharpen er især kendt fra det østlige Sverige og den forbindes i dag specifikt til området Uppland, hvor instrumentet og dets repertoire i særlig grad har udviklet sig.

Nøgleharpen har historisk været associeret med almuens musik, særligt i forbindelse med dans. Nøgleharpen italesættes ofte i dag som Sveriges nationalinstrument og bruges nu mest indenfor forskellige former folkemusik. Her bruges den både som melodi-, solo- og akkompagnementsinstrument. En musiker, der spiller nøgleharpe, kaldes en nøgleharpist eller en nøgleharpespiller.

Nøgleharpen består af en lydkasse med en påmonteret hals. For enden af halsen sidder nøgleharpens hoved, hvor en række strenge sat fast i stemmeskruer (skruetvinger), som let kan strammes og løsnes. Dermed kan musikeren selv ændre stemningen på nøgleharpen. Nøgleharpens strenge løber fra dens hoved nedad halsen og er sat fast midt på lydkassen i en strengeholder.

Musikeren bærer nøgleharpen ved hjælp af en rem over skulderen. Nøgleharpen holdes horisontalt, næsten som man holder en guitar. Med den ene hånd styres tonehøjden ved hjælp af tangenterne. Med den anden hånd stryger musikeren nøgleharpens strenge med en bue. Strengene begynder da at vibrere og forplanter sig som svingninger i luften. Hulrummet inden i nøgleharpen fungerer som et resonansrum, der forstærker strengenes lyd.

Nøgleharpen er forsynet med to til tre forskellige slags strenge. For det første en til tre melodistrenge, som kan afkortes ved hjælp af tangenterne og derved ændre tonehøjde. For det andet har den en til tre bordunstrenge (også kaldt dronestrenge), som ikke kan afkortes, men som ligesom melodistrenge aktiveres af buen under spillet. For det tredje et antal resonansstrenge, som ikke stryges eller anslås, men af sig selv klinger med under spillet. Den ældste type nøgleharpe er uden resonansstrenge, men fra det tidlige 1700-tal og ca. 200 år frem udvikles en række nye typer nøgleharper med resonansstrenge, som udvider instrumentets repertoiremæssige og klanglige muligheder.

Den mest almindelige type nøgleharpe i dag er den kromatiske nøgleharpe. Den har normalt en bordunstreng stemt i c, tre melodistrenge stemt fra den dybeste til den lyseste g - c1 - a1, samt 12 resonansstrenge stemt i hver deres tone, således at de tilsammen danner en kromatisk skala. Der findes dog mange forskellige typer af nøgleharper og måder at stemme dem på.



Nøgleharpen kan klassificeres som et strygeinstrument, fordi man spiller på den med en bue ligesom på en violin. Imidlertid henregnes nøgleharpen samtidig til gruppen af tangentinstrumenter, fordi tonehøjden styres ved hjælp af tangentlignende anordninger. Nøgleharpens danske navn kommer af dens svenske navn ”nyckelharpa”. Ordet ”nyckel” henviser netop til de tangenter, som nøgleharpisten aktiverer for at styre tonehøjden. Læs mere om strygeinstrumenter og om nøgleharpens plads i den skandinaviske folkemusik.