drejelire

Strengeinstrument udviklet i Europa i 1400-tallet. Drejeliren er en videreudvikling af middelalderens organistrum, hvis historie ifølge kilder går helt tilbage til 900-tallet. Drejeliren er beslægtet med nøgleharpen, og har ligesom denne historisk været forbundet med almuens musik, særligt i forbindelse med dans. Imidlertid har drejeliren også været populær ved europæiske hoffer i den sene barok, hvorfra man derfor har en del musikstykker for drejelire.

I starten af 1900-tallet var drejeliren tæt på at forsvinde, men oplevede fra 1960’erne og frem en fornyet popularitet som resultat af den øgede interesse for folkemusik. Drejeliren bruges i dag indenfor mange forskellige folkemusikalske traditioner rundt omkring i Europa, lige fra ungarsk over catalansk til skandinavisk folkemusik. Den kan fungere både som melodi-, solo- og akkompagnementsinstrument. En musiker, der spiller drejelire, kaldes en drejelirespiller.

Drejeliren kan være udformet på forskellige måder. Fælles for dem er, at instrumentet har strenge (oftest af indvolde og/eller metal, sjældnere af nylon), som er monteret på drejelirens hoved i stemmeskruer (skruetvinger), som let kan strammes og løsnes, så stemningen kan ændres. Drejeliren har to slags strenge:

• Dels normalt to melodistrenge, som musikeren kan forkorte ved hjælp af en række tangenter og derved styre tonehøjden.
• Dels normalt tre eller fire bordunstrenge (også kaldet dronestrenge), som musikeren ikke kan ændre tonehøjden på under spillet, men som, når de aktiveres, skaber en konstant klingende drone. Netop denne drone placerer drejeliren i gruppen af droneinstrumenter, hvor også nøgleharpen hører til.

Drejeliren er desuden forsynet med et hjul som smøres med harpiks. Ved hjælp af et håndsving aktiverer musikeren hjulet og får det til at gnide mod instrumentets strenge. Strengene begynder da at vibrere og forplanter sig som svingninger i luften. Hjulet fungerer således omtrent som en violinbue og lyden af en enkelt af instrumentets strenge minder da også lidt om lyden af en violin. Imidlertid bevirker bordunstrengene, som også aktiveres af hjulet, at instrumentet har en helt særlig klang, der kan minde lidt om sækkepibens.

Endelig har akustiske drejelirer en lydkasse (resonanskasse) af træ som er med til at forstærke instrumentets lyd. Der findes imidlertid også elektriske drejelirer, hvor strengenes lyd forstærkes elektrisk fremfor af en lydkasse.

Drejeliren er normalt stemt således at den har enten tonen c eller tonen g som grundtone. Melodistrengene er begge stemt i toneartens kvint (dvs. g, hvis grundtonen er c og d, hvis grundtonen er g), men ved hjælp af tangenterne kan alle 12 toner i i den ligesvævende stemning nås. I nogle tilfælde stemmer man ikke de to melodistrenge unisont, men derimod i oktavafstand. Dronestrengene er normalt stemt sådan at de er dybere end melodistrengene og sådan så mindst en af dem spiller en grundtone og mindst en af dem spiller en kvint.

Drejeliren kan klassificeres som et strygeinstrument, fordi lyden skabes ved hjælp af hjulets mekaniske strygen mod instrumentets strenge. Imidlertid henregnes drejeliren samtidig til gruppen af tangentinstrumenter, fordi tonehøjden styres ved hjælp af tangentlignende anordninger. Læs mere om strygeinstrumenter og om drejelirens plads i den skandinaviske folkemusik.