resonatorguitar

Bærbar akustisk guitar udviklet i Nordamerika i 1920’erne af den amerikansk-slovakiske opfinder og instrumentmager John Dopyera (1893–1988). Ofte kaldes resonatorguitaren for en Dobro-guitar (en sammentrækning af ”Dopyera Brothers”), fordi Dopyera med sine brødre blev kendt for at producere netop denne type guitar.

Resonatorguitaren består af en krop som normalt er lavet af enten træ eller metal og som er forsynet med en eller tre runde resonatorer af metal, samt som oftest to lydhuller. Kroppen er påmonteret en hals, og for enden af denne sidder guitarens hoved, hvorpå seks strenge er sat fast i stemmeskruer (skruetvinger), som let kan strammes og løsnes. Dermed kan guitaristen selv ændre stemningen på guitaren.

Resonatorguitarens strenge er normalt lavet af metal, men kan også være lavet af nylon. De løber fra dens hoved henover en lille bjælke kaldet en sadel, nedad halsen og er sat fast midt på guitaren i en anordning kaldet en stol. Guitaristen anslår guitarens strenge med den ene hånds fingre eller med plektre i forskellige rytmiske mønstre. Strengene begynder da at vibrere og forplanter sig som svingninger i luften (lydbølger, dvs. lyd) ned gennem stolen og ind i resonatoren, som forstærker strengenes lyd.

Med den anden hånds fingre styrer guitaristen tonehøjden ved at forkorte og forlænge de forskellige strenge ved at trykke på dem på guitarens gribebræt, som sidder på instrumentets hals. På gribebrættet er normalt markeret en række bånd med en indbyrdes afstand på en halvtone.

Resonator-guitaren opstod på baggrund af behovet for at kunne spille guitar med andre instrumenter uden at guitaren blev overdøvet. Ikke lang tid efter blev elguitaren opfundet. Den kunne overdøve alt og alle i musikalske sammenhænge, men resonatorguitarens særlige klang bevirkede, at den ikke blev udkonkurreret af dette nye instrument, men i stedet fik sin helt særlige position indenfor blues, country og bluegrass.

Endvidere blev en ny spillestil på resonatorguitar udviklet, hvor man ved hjælp af en afskåret flaskehals (en såkaldt bottleneck-slide) kunne glide mellem tonerne på guitaren og udnytte dens særlige kraftfulde, klare og metalliske klang til at skabe et helt særegent og meget let genkendeligt lydlandskab.

Slide-spillestilen har siden udviklet sig i to retninger, nemlig bottleneck-guitar og lap steel-guitar med to typer resonatorguitarer til følge (henholdsvis en type med rund hals primært beregnet for bottleneck-guitarspil og en type med firkantet hals beregnet for lap steel-guitarspil).

Den almindeligste guitarstemning er fra den dybeste til den lyseste streng E – A – d – g – h – e1, men det er også meget normalt at bruge mange andre stemninger. Guitaren er et transponerende instrument, idet den noteres en oktav over det sted, hvor den klinger. Guitarens klingende ambitus er normalt E til a2.



Der findes i dag mange forskellige typer og variationer af resonatorguitarer. De fleste er akustiske, men man kan støde på eksemplarer, som er forsynet med indbygget elektrisk forstærkning. Læs mere om guitaren og om spilleteknikker på guitar.