signalhorn

Blæseinstrument som kan spille én tone ad gangen og som blev udviklet i starten af 1700-tallets Tyskland. Signalhornet er en forløber for flygelhornet og valdhornet. Signalhornets navn kommer af, at det oprindeligt blev brugt til at formidle meddelelser over lange afstande indenfor militæret og under jagter.

Signalhornet har en klar og gennemtrængende klang, og bruges i dag mest til at spille hornsignaler og fanfarer indenfor jagt, i militæret og blandt spejdere. Eksempelvis kan man, ved hjælp af hornsignaler, give besked om, at en jagt går i gang, at en hjort er blevet skudt, eller at man har observeret et vildsvin. En musiker, der spiller signalhorn, kaldes en en hornist.

Signalhornet tilhører gruppen af messingblæseinstrumenter og minder i sin spiralformede udformning om en trompet. Imidlertid afviger signalhornet fra trompeten i det, at signalhornet rør er udpræget konisk boret og ikke cylindrisk boret, samt i, at signalhornet normalt ikke har ventiler. Derfor kan signalhornet kun spille naturtoner. Hornisten styrer tonehøjden ved hjælp af blæsestyrke og læbestilling (embouchure).



Signalhornet kan – hvis det er stemt i c – spille tonerne c1, g1, c2, e2 og g2, hvilket er den såkaldte signalhornsskala. Ofte er signalhorn dog stemt i b og kan så spille tonerne b, f1, b1, d2 og f2. Afhængigt af hornistens evner kan få andre toner dog undertiden nås.

På et signalhorn dannes lyden ved, at musikeren med lukkede læber blæser luft igennem instrumentet. Læberne skal vibrere, sådan at de frembringer en brummende lyd (som lyden af en humlebi). Vibrationerne kanaliseres ind i instrumentet via instrumentets mundstykke og forplanter sig derefter som svingninger i luften (lyd) i instrumentets indre. Signalhornets tragtformede udmunding, kaldet klangstykket, gør tonen kraftigere og klarere. Læs mere om messingblæseinstrumenter.