båndløs basguitar

Bærbart knipset strengeinstrument som findes i både akustiske og elektriske versioner. Den båndløse basguitar kaldes ofte blot for en båndløs bas.

Udviklingen af den første båndløse bas tilskrives ofte Rolling Stones-bassisten Bill Wyman (1936-) i 1961, mens den første masseproducerede båndløse bas så dagens lys i 1966 (Ampeg AUB-1). Det var imidlertid bassisten fra fusionsorkestret Weather Report Jaco Pastorius (1951-1987) som gjorde den båndløse bas verdenskendt.

Den båndløse bas har en dyb, blød og syngende klang og bruges både som basinstrument, og til solospil indenfor blandt andet fusionsmusik, funk, rock og metal. En musiker, der spiller båndløs bas, kaldes en bassist eller en basguitarist.

Den båndløse bas består af en krop, ofte af træ, med en påmonteret hals. For enden af bassens hals sidder hovedet, hvorpå normalt fire og sjældnere fem eller seks kraftige metalstrenge er sat fast i stemmeskruer (skruetvinger), som let kan strammes og løsnes. Dermed kan bassisten selv ændre stemningen på bassen.


Den almindeligste basstemning er fra den dybeste til den lyseste streng E1 – A1 – D – G, men det er også meget normalt at bruge andre stemninger.


Bassen er et transponerende instrument, idet den noteres en oktav over det sted, hvor den klinger. Bassens klingende ambitus er normalt E1 til a1.

Bassens strenge løber fra dens hoved henover en lille bjælke kaldet en sadel, nedad halsen og er sat fast midt på bassens krop i en anordning kaldet en stol. Bassisten anslår bassens strenge med den ene hånds fingre eller et plekter i forskellige rytmiske mønstre. Strengene begynder da at vibrere og forplanter sig som svingninger i luften.

Er der tale om en elektrisk bas, som den du ser på billedet ovenfor, bliver svingningerne herefter opfanget af en række mikrofoner under strengene kaldet "pickupper", som omformer svingningerne til et elektrisk signal. Signalet sendes videre ind i en forstærker og ud af en højtaler og omformes således til lyd. Er der tale om en akustisk bas er selve bassens krop hul og fungerer derfor som et resonansrum der forstærker vibrationerne og dermed lyden.

Med den anden hånds fingre styrer bassisten tonehøjden ved at forkorte og forlænge de forskellige strenge ved at trykke på dem forskellige steder på gribebrættet, som sidder på instrumentets hals. En båndløs bas har ikke bånd på gribebrættet. Det gør den lidt anderledes at spille på end en basguitar med bånd. Den båndløse bas stiller større krav til musikerens venstre hånds fingerpræcision, idet båndene hjælper til i forhold til at sikre en præcis tonehøjde. Til gengæld giver en båndløs bas musikeren mulighed for at bevæge sig mere frit rundt i tonesystemet og arbejde med eksempelvis mikrotonale intervaller (dvs. intervaller som er mindre end en halvtone), blå toner og legato i sit spil.

Ordet ”akustisk” hentyder til noget, der ikke er elektrisk forstærket. Men akustiske båndløse basser er alligevel ofte elektrisk forstærkede, fordi deres lyd er mindre kraftig end en almindelig basguitars lyd, idet dens bånd bidrager til ekstra resonans (akustisk lydforstærkning). Imidlertid er den vigtige forskel på en elektrisk og en akustisk bas, at den akustiske bas også kan producere lyd helt uden elektrisk forstærkning. Endvidere er klangen af henholdsvis en akustisk bas og en elbas ret forskellig. Læs mere om basguitarer og om spilleteknikker på bas.