spansk guitar

Bærbart knipset strengeinstrument som siden 1500-tallet er blevet betragtet som Spaniens nationalinstrument. Den spanske guitar er imidlertid formentlig udviklet på baggrund af flere forskellige ældre strengeinstrumenter fra området omkring Middelhavet, nemlig den sydeuropæiske vihuela, den arabiske ʿūd og den centraleuropæiske lut. Ordet ”guitar” kommer af det græske ”kithara” og det latinske ”cithara”.

Den spanske guitar var i middelalderen ikke særlig vellidt i de spanske højkulturelle kredse, fordi den blev forbundet med omvandrende folkeslags musik. Disse folkeslag blev ikke anset for at være "rigtige spaniere", men alligevel bevægede guitaren sig med tiden fra den sydeuropæiske folkelige musik ind i den europæiske kunstmusik. Det ældste stykke musik for spansk guitar skrevet på noder stammer fra Valencia i Spanien (1535).

På hele det amerikanske kontinent fra Argentina og Chile i Sydamerika til Canada i Nordamerika er guitaren i dag et bærende instrument i mange folkelige musiktraditioner. Det hænger uløseligt sammen med europæernes kolonisering af Amerika som havde været i gang allerede fra slutningen af 1400-tallet. Kolonisterne bragte guitaren med fra Europa, og sådan blev den en integreret del af de nye nationers kulturelle udtryk både i Syd- og i Nordamerika.

Den spanske guitar har en fyldig og blød lyd uden store dynamiske udsving og bruges i dag til både melodi- og solospil og til akkompagnement. Den er meget udbredt indenfor mange forskellige former for populærmusik og folkemusik, og den har sin helt egen genre i den klassiske guitarmusik. En musiker, der spiller guitar, kaldes en guitarist.

Den spanske guitar består af en hul, ottetalsformet krop af træ med et hul i midten og en påmonteret hals. For enden af halsen sidder guitarens hoved, hvorpå seks nylonstrenge er sat fast i stemmeskruer (skruetvinger), som let kan strammes og løsnes. Dermed kan guitaristen selv ændre stemningen på guitaren.

Den almindeligste guitarstemning er fra den dybeste til den lyseste streng E – A – d – g – h – e1, men det er også meget normalt at bruge mange andre stemninger. Guitaren er et transponerende instrument, idet den noteres en oktav over det sted, hvor den klinger. Guitarens klingende ambitus er normalt E til a2.



Guitarens strenge løber fra dens hoved henover en lille bjælke kaldet en sadel, nedad halsen og er sat fast lige under guitarens hul i en anordning kaldet en stol. Guitaristen anslår guitarens strenge med den ene hånds fingre eller et plekter i forskellige rytmiske mønstre. Strengene begynder da at vibrere og forplanter sig som svingninger i luften (lydbølger, dvs. lyd). Hulrummet inden i guitaren fungerer som et resonansrum, der forstærker strengenes lyd.

Med den anden hånds fingre styrer guitaristen tonehøjden ved at forkorte og forlænge de forskellige strenge ved at trykke på dem på guitarens gribebræt, som sidder på instrumentets hals. På gribebrættet er normalt markeret en række bånd med en indbyrdes afstand på en halvtone.

Der findes i dag mange forskellige typer guitarer i guitarfamilien. Den moderne spanske guitar adskiller sig fra andre moderne akustiske guitarer ved at være forsynet med nylonstrenge. Den spanske guitar adskiller sig endvidere fra elektriske guitarer ved som udgangspunkt ikke at være forsynet med elektrisk forstærkning, selvom man dog undertiden støder på spanske guitarer, som er forsynet med indbygget elektrisk forstærkning. Læs mere om guitaren.