kontrabas

Strengeinstrument hvis historie starter i den klassiske musik som strygeinstrument, men som med tiden har bevæget sig ind i så forskellige genrer som jazz, blues, rockabilly, country, bluegrass, tango og forskellige former for folkemusik.

Kontrabassen har en dyb, fyldig og kraftfuld klang. Den bruges mest som basinstrument, men undertiden også til solospil. I takt med kontrabassens indtog i populærmusikken er kontrabassen i stigende grad blevet betragtet ligeså meget som et knipset strengeinstrument, som den betragtes som et strygeinstrument. En musiker, der spiller kontrabas, kaldes en kontrabassist.

Kontrabassen strøget med bue Kontrabassen knipset med fingrene Kontrabassen er udviklet i Europa over en meget lang periode fra 1400-tallet og frem til 1900-tallet. Helt indtil 1800-tallet havde kontrabassen blot tre strenge. Kontrabassens forgænger er violonen (et dybt instrument knyttet til violinfamilien og gambefamilien). Ordet ”kontrabas” henviser til, at kontrabassen klinger i det toneleje, som kaldes kontraoktaven.

Kontrabassen består af en stor hul, ottetalsformet krop af træ med to slangeformede lydhuller på forsiden og en påmonteret hals. For enden af halsen sidder bassens hoved, hvorpå normalt fire kraftige strenge af metal (eller sjældnere dyretarme) er sat fast i stemmeskruer (skruetvinger), som let kan strammes og løsnes. Dermed kan kontrabassisten selv ændre stemningen på kontrabassen.


Den almindeligste basstemning er fra den dybeste til den lyseste streng E1 – A1 – D – G, men andre stemninger benyttes undertiden.



Bassen er et transponerende instrument, idet den noteres en oktav over det sted, hvor den klinger. Bassens klingende ambitus er normalt E1 til e1.

Kontrabassens strenge løber fra dens hoved henover en lille bjælke kaldet en sadel, nedad halsen og henover et stykke træ kaldet en stol, som skal overføre strengenes svingninger til bassens krop. Nederst på kroppen er strengene sat fast i en strengeholder.

Kontrabassisten står ved siden af bassen og anslår bassens strenge med den ene hånds fingre eller et plekter i forskellige rytmiske mønstre, eller stryger strengene med en bue. Strengene begynder da at vibrere og forplanter sig som svingninger i luften. Hulrummet inden i kontrabassen fungerer som et resonansrum, der forstærker strengenes lyd. I populærmusikalske genrer forstærkes kontrabassen ofte yderligere ved hjælp af elektricitet.

Med den anden hånds fingre holder kontrabassisten bassen og styrer samtidig tonehøjden ved at forkorte og forlænge de forskellige strenge. Dette gøres ved at trykke på dem på kontrabassens gribebræt, som sidder på instrumentets hals.

At musikeren holder kontrabassen oprejst under spillet er ikke den eneste forskel på at spille kontrabas og basguitar. En kontrabas har ikke – som en almindelig basguitar – bånd på gribebrættet. Kontrabassen stiller større krav til musikerens venstre hånds fingerpræcision, idet båndene hjælper til i forhold til at sikre en præcis tonehøjde. Til gengæld giver et båndløst gribebræt musikeren mulighed for at bevæge sig mere frit rundt i tonesystemet og arbejde med eksempelvis mikrotonale intervaller, blå toner og legato i sit spil.

Der findes i dag mange forskellige størrelser og typer af kontrabasser. Læs mere om strygeinstrumenter og om spilleteknikker på bas.