bratsch

Strengeinstrument hvis historie starter i den klassiske musik, særligt orkester- og kammermusik, men som med tiden også har bevæget sig ind i forskellige former for folkemusik og populærmusik. Bratschen har en udtryksfuld, mørk og blød klang. Den bruges både til solospil og som akkompagnementsinstrument. En musiker, der spiller bratsch, kaldes en bratschist.

Bratschens forfædre er strygeinstrumenterne fidel og rebek, som udvikledes på baggrund af instrumenterne i lutfamilien i middelalderen. Lutten er et knipset strengeinstrument, men historikere mener, at man begyndte at eksperimentere med at spille med bue på den så tidligt som 900-tallet e.v.t. Bratschen kom til at se ud som den gør i dag i løbet af 1600-tallet, hvor den blev udviklet i Italien.

Bratschen er medlem af violinfamilien. I denne familie finder man også violinen, celloen og kontrabassen. Bratschen klinger dybere end violinen, men lysere end celloen og kontrabassen. Bratschens navn kommer af det tyske navn for instrumentet, nemlig ”Bratsche”, som kommer af det italienske ”viola da braccio”, der hentyder til et strengeinstrument ”der holdes på armen”.

Bratschen er bygget mere eller mindre som violinen (violin betyder ”lille bratsch” på italiensk), men er ca. 20 % større. Den består af mange stykker træ i forskellige sorter. Dens krop er ottetalsformet med to slangeformede lydhuller på forsiden og med en påmonteret hals. For enden af halsen sidder bratschens hoved, hvorpå fire strenge af stål eller nylon er sat fast i stemmeskruer (skruetvinger), som let kan strammes og løsnes. Dermed kan bratschisten selv ændre stemningen på bratschen.

Den almindeligste bratschstemning er fra den dybeste til den lyseste streng c – g – d1 – a1, men andre stemninger benyttes undertiden også. Bratschen klinger en oktav over celloen og en kvint under violinen.

Bratschen er et ikke-transponerende instrument, idet den noteres dér, hvor den klinger. Den noteres i c-nøgle (også kaldet bratsch-nøgle) og dens ambitus er normalt c til d3.

Bratschens strenge løber fra dens hoved henover en lille bjælke kaldet en sadel, nedad halsen og henover et stykke træ kaldet en stol, som skal overføre strengenes svingninger til bratschens krop. Nederst på kroppen er strengene sat fast i en strengeholder. Her finder man på nogle bratscher endvidere en række skruer kaldet finstemmere, som bratschisten kan bruge til at finjustere stemningen med.

Bratschisten holder bratschen mod skulderen med den ene hånd og styrer samtidig tonehøjden ved at forkorte og forlænge de forskellige strenge. Dette gøres ved at trykke på dem på bratschens gribebræt, som sidder på instrumentets hals.

Med den anden hånd stryger bratschisten bratschens strenge med en bue eller anslår strengene med fingrene. Strengene begynder da at vibrere og forplanter sig som svingninger i luften. Hulrummet inden i bratschen fungerer som et resonansrum, der forstærker strengenes lyd. I folke- og populærmusikalske genrer forstærkes bratschen ofte yderligere ved hjælp af elektricitet, og der findes også bratscher med indbygget elektrisk forstærkning.

Instrumenterne i violinfamilien har ikke bånd på gribebrættet, hvilket adskiller dem fra det lignende instrument gamben. Dette stiller større krav til bratschistens venstre hånds fingerpræcision, idet båndene hjælper til i forhold til at sikre en præcis tonehøjde.

Til gengæld giver et båndløst gribebræt musikeren bedre mulighed for at bevæge sig mere frit rundt i tonesystemet og arbejde med eksempelvis mikrotonale intervaller (dvs. intervaller som er mindre end en halvtone), blå toner og legato i sit spil. Læs mere om strygeinstrumenter.